Viser opslag med etiketten pelargonier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pelargonier. Vis alle opslag

onsdag den 17. april 2013

Priklerier, update og stiklinger!




Jeg har priklet det halve af det såede og sået noget mere.

Kigærteplanten, en sjov fætter!

De nyindkøbte slyngpelargonier blev klippet tilbage så de blir kraftigere og stiklingerne blev sat i jord.

Her endnu et eksperiment. Jeg kniber jo mine stedmoderplanter, for at de busker mere og blomstrer længere og her har jeg sat toppene i jord, for at se om de kan danne rod og gro.

Genbrugs-fennikel - den gror godt. 
Jeg er spændt på om den også danner nye knolde.
Og meget lange Zinnia i baggrunden.

Icebergsalat - der er skud i bladhjørnerne, men det går lidt langsomt.


Langsomt går det meste her lige for tiden. Jeg er ikke på toppen, sygemeldt pga. stress og panik, så update af blog må blive derefter.


Ha' det godt derude i det ganske danske land!



søndag den 17. marts 2013

Oprydning i pelargonierne!

I går var en rigtig dårlig dag, så jeg trængte til at rydde op og eftersom jeg ikke havde overskud til, at rydde op i det der egentlig trængte, kunne jeg da rydde op i noget andet og meget nemmere. Det blev så til, at jeg gik i køkkenet og pillede visne blade af pelargonierne og tog stiklinger, tørrede af og satte det hele tilbage igen.



Drivhuset jeg fik i julegave blev endelig sat på plads og der skal såes i bakker inde i det.



Billederne blev desværre lidt uskarpe, men de er der...


Et sted i blogland blev denne idé præsenteret og jeg satte stumpen fra en blegselleri i en potte med jord onsdag aften, da jeg havde skåret salat. Jeg har nu godt nok tænkt på, om ikke stænglerne skal 'dækkes' og 'trækkes' op for at blive blege, eller er det mon ikke nødvendigt?!!

Jeg har også set toppe af rødbeder, beregnet til salatskålen og vist nok også gulerødder, men kan man spise toppen af en gulerod? Gad vide hvor mange andre grøntsager jeg kan sætte i jord og få nyt liv igen!

Torsdag kørte jeg min mor på sygehuset, hun blev opereret for grå stær og har nu fået normalt syn på øjet. Om tre uger skal det andet øje opereres og så kan hun sikkert nøjes med læsebriller. Utroligt! Hun har brugt briller siden hun var teenager...

Pondus lå som altid ved mine fødder og vogtede på, hvornår jeg gik igen, når altså ikke lige han befalede mig til 'kast og hent' legen. Han er jo stadig en hvalp på 10 mdr. og fræk og stædig.


Ha' en go' søndag!

onsdag den 11. april 2012

Omplantning og sild!

I dag synes jeg faktisk jeg har fået en del ud af dagen. Jeg startede med at plante pelargonier som havde stået i vand og slået rødder - der blev en del ud af det, så der er en del at sælge ud af til juni.

Min nevø ringede, 'Der er sild i havnen, skal vi ikke ned og fange nogle?' - og som en fiskelysten faster, så kan man jo selvfølgelig kun sige, 'jamen selføli skal vi da det!'
I løbet af 1,5 til 2 timer havde vi fanget 10 sild, og de ligger alle renset og nedkølet i mit køleskab til i morgen, hvor vi vil tilberede og spise dem hos farmor/min mor.

Af en eller anden grund, kan min bror ikke lide at spise de fisk vi selv fanger - jeg forstår det ikke.
Faktisk, sagde jeg til nevøen mens vi stod der og fiskede, 'Tænk sig hvis vi kunne leve af køkkenhaven og de fisk vi selv fanger, det ville godt nok være fedt!', hvortil nevøen svarede 'Ja for pokker, så skal vi ikke bruge så mange penge på mad, som vi gør på tøj.'

Nårh ja han er jo kun 18 år og i den alder betyder tøj jo en del, så han er tilgivet for sit synspunkt. Men samtidig tror jeg faktisk alligevel, at han forstod hvad jeg mente. Han er bare så ung endnu!
Jeg lover mig virkelig en masse af ham, for han forstår ideen med en køkkenhave og det at være selvforsynende. Om det er det nærrige i ham, eller forståelsen for det nære, ved jeg ikke helt endnu, men jeg kan jo kun håbe og påvirke. Han er sgu så sød, velopdragen og vedkommende. Hvor er jeg heldig!!!!

Nå men efter at have renset alle sildene, stod jeg med en del rogn, som jeg tænkte da nok kunne spises.
Efter konsultation med underboen, som er en habil lystfisker, stegte jeg dem på en pande med smør og citrontimian og lidt rosmarin og da de var færdige, blev de drysset med salt og peber og spist på et stykke ristet brød. Først lige syntes jeg at det lugtede lige lovligt meget af fisk, men det smagte fantastisk.

Udfordringen ligger i at skelne mellem hanner og hunner, men hos sild er det nemt, da hannens sædposer er helt lyse og ensfarvede, hvor det kan være svært at se forskel hos skrubber og rødspætter.

Jeg ved ikke hvor længe sildene bliver inde i havnen, men jeg har helt sikkert ikke fanget min sidste sild :o)

mandag den 9. april 2012

Åh, de priklerier!

Tjah, jeg sad i lørdags og priklede hornvioler, basilikum og chiliplanter over i hjemmelavede avispotter. Egentlig har jeg en avispotte fremstiller af træ, men den ligger selvfølgelig hos min mor, så jeg brugte en deodorantspaydåse istedet. Det fungerede fint!
Egentlig skulle jeg også have plantet alle mine stiklinger af pelargonier, men det blev der ikke lige tid til.

For nogle uger siden klippede jeg de overvintrede slyngpelargonier ned og satte stiklinger i jord, og de ser stadig pæne ud, så den lover jeg mig da en del af. Jeg har prøvet det før men man kan jo aldrig være sikker på at det lykkes. Moderplanterne er skudt fint med nye skud, så de skal helt sikkert nok klare sig. De har faktisk stået i et nordvendt vindue hele vinteren, så jeg synes da at det er rimelig godt gået. De andre år har de stået vinteren over i et sydvest-vendt vindue, men jeg synes faktisk at de har klaret sig bedst i det nordvendte.

Sidste år købte min mor et lille opstammet træ med røde klokkelignende blomster og det har jeg så overvintret ved altandøren. For ca en måned siden klippede jeg det tilbage i håb om at tvinge det til at blive mere grønt inde i kronen, hvor det var blevet lidt bart. Men kronen var også blevet 1-1,5 m bred, så det gjorde vist ikke noget. Kronen er blevet tæt igen og træet har haft sin første lille røde blomst, hurra!
Nogle af kvistene satte jeg i vand i håb om at de ville slå rødder, og det har de nu gjort og er klar til at blive pottet om. Jeg satte også nogle små stumper i våd jord og de lader også til at klare sig godt, der kan jeg bare ikke se om de slår rødder, men mon ikke!!!

Jeg elsker at overvintre og forsøge mig med nykultivering af planterne, det virker jo fantastisk når det lykkedes.
Sidste år købte vi en engelsk pelargonie med små lyserøde blomster og den har jeg også klippet ned og sat nogle skud i vand. Jeg er spændt på om de slår rødder ligesom den alm. pelargonie. Men ellers kan jeg sætte dem i jord og prøve igen. De har nu stået i vand i ca. en måned og ser da pæne nok ud, men jeg har ikke set efter om de har rødder, så det er da lidt spændende...

Jeg havde ellers gravet ud til at skulle lægge flisesten i græskanten langs det ene bed, men jeg synes ikke helt at vejret er med mig. Nårh, jo søndag havde vi jo fint vejr, men da sad jeg jo til frokost hos brormand og familie, så stor var irritationen da jeg vågnede idag. Men det var jo hyggeligt, hos brormand, så pyt med det. Det når sig nok, det hele!!! Også trods frost næsten hver nat, øv!!!