lørdag den 25. februar 2012




Så lykkedes det - jeg fandt nogle fotos fra haven, ganske vist af ældre dato men lidt indtryk af haven gir' det nok alligevel.

Her er vi i forhaven og bedet støder op mod offentlig vej. Desværre lidt uskarpt.

Stadig forhaven - hvor en blå storkenæb har fået lov at brede sig.
De høje Allium kan jeg så godt lide, men må kæmpe lidt da min mor ikke bryder sig så meget om dem.
I forhaven er der også et stort rundt bed med Rodhodendron, som min  far anlagde et par år før han døde.
I baggrunden er en af mange Hosta, som jeg også er ret glad for.
Den pink blomst i baggrunden er en silkepæon, men den lader ikke til at trives specielt godt hvor den står.


Denne sjove men smukke plante ved jeg faktisk ikke hvad er...

Sådan ser hele planten ud.

Åhh ja og høstanemoner, dem kan jeg ikke helt få for mange af.
Efter, at jeg nu har fundet billederne frem kan jeg se, at jeg egentlig mangler, at fortælle lidt mere om haven og planterne. I forhaven regerer Rodhodendron, næsten som hovedplante. Min far elskede dem og puslede om dem som var det hans børn. Der er dog mange andre planter og sidste år blev der plantet 5-6 nye roser, jeg kan bedst lide de remonterende. Der er også et par Hortensiaer, men de trives heller ikke for godt, ved ikke om de får for meget sol...!!!

Jeg har i mange år været ret vild med Hosta, så forrige år anlagde jeg et bed som egentlig kun skulle have bestået af Hosta, men sidste år fik jeg dog alligevel plads til en Purpur Solhat og en hvid Solhat - to Skabiosa og et par planter mere som jeg ikke lige husker.

Iris er også en plante jeg godt kan lide. Mine forældre havde selv sat en gul iris da de flyttede ind i huset i 1995, men siden er der kommet en lys blå, en rosa og en sort til. Den sorte købte jeg faktisk af Staudehaven på et marked sidste sommer på Humlemagasinet på Fyn. Jeg glæder mig meget til at se den til sommer.
Hvert år sætter jeg også en masse nye pelagonier ud som jeg selv dyrker fra moderplanterne som står i mit stuevindue hele året.

Storkenæb er også en af mine yndlinge, for den dækker så godt de steder hvor der ikke lige er tid til at luge ukrudt året rundt.

I baghaven hvor drivhuset også står, slås jeg en del med nogle gamle nøddebuske. De sender hvert år nye grene ud ind over mine bede og køkkenhaven, så der må beskæres hvert år.Jeg er lidt ligeglad med nødderne, for der når næsten altid at gå orm i dem og det er altså ikke så lækkert. På den anden side slipper vi også for musene som gang på gang har boet i skuret og bidt en masse i stykker, så de må finde føde og bo et andet sted nu. Jaja, de er da meget søde men ikke når de ødelægger!!!

Resten af haven må komme senere og forhåbentlig med nye billeder :o)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar