Drivhusvinen er klippet!

Så blev det igen frost og sne, hvilket gav mig lejlighed til at få klippet vinen i drivhuset tilbage, så den for 18. gang kan blomstre og skygge med sine store flotte blade. Druerne går enten til saft eller naboerne - vi er ikke selv så vilde med at spise dem, men det var min far og det var også ham der plantede den i sin tid.

Dengang min far stadig var levende, kunne man altid finde ham i drivhuset i august måned, plukkende og spisende af de dejlige druer. Jeg hjalp med at sætte drivhuset op - 'Du er bedre til at læse tegninger', sagde han. Dengang arbejdede jeg som byggetekniker og han havde nok ret, men han var bedre med hænderne og det praktiske. Det var da også min far der anlagde køkkenhaven og han var stolt af sine egne løg og kartofler. Havde det stået til min mor, havde der været fyldt op med roser, også dér!

I forgrunden af køkkenhaven ses også en af min fars indførsler - kinesisk purløg - det der ligner græs til forveksling. De har endnu ikke sat deres flotte hvide skærmblomster. Jeg kan selv rigtig godt lide at bruge purløget i salaten, men jeg sørger altid for at fjerne blomsterstandende inden vinter, ellers har jeg purløg i hele haven...

Bagest ved hegnet står løvstikken, den havde min far ellers plantet inde ved terassen, men jeg synes nu at den passede bedre i køkkenhaven sammen med de andre urter.

Det var også min far der lærte mig, at lave lige rækker og de første par år i haven, efter hans død, kunne jeg høre ham fortælle mig, hvordan jeg skulle gøre, når jeg arbejde i køkkenhaven. Min far var lidt af en tusindkunstner. Han var malermester men kunne mure, tømre og snedkerere, kunstmaler og kender og kunne også præstere den flotteste have. En gang imellem er jeg i tvivl om jeg mon kan huske alt det han har lært mig, men jeg ved at det er der og at jeg selv har arbejdet videre med det og lært nyt til. Nu ligger det bare på rygraden istedet, men jeg husker mange situationer og projekter, hvor jeg lærte af min far.

Som dengang vi byggede skuret, vi kunne både skændes og grine sammen mange gange i løbet af et sådant projekt. Men vi grinede altid mest bagefter, når vi erkendte vores fejl og gentog hvad vi havde sagt til hinanden. Vi var ens på mange punkter, tror det var derfor vi så nemt blev venner igen og hvis der var nogen der havde forståelse for mig, så var det helt sikkert min far. Det var ikke noget vi snakkede om, det lå sådan bare ligesom imellem os, uden ord. Den anerkendelse og forståelse savner jeg nu ind imellem. Men følelsen kommer til mig når jeg har succes i haven eller når jeg laver noget praktisk i hjemmet eller for andre.

Hov, nu kom mit indlæg jo egentlig mest til at handle om min far, men det var jo også ham der startede hele have baladen...

Da jeg var i haven og klippe vin og tage billeder, var Pondus selvfølgelig med og den sprang rundt i sneen og nød det.

Jeg har næsten lige klippet ham og han ser ligeså fræk ud som han er. Ved siden af den hvide sne ser han ikke særligt hvid ud, men han er nu ganske ren.